Mit liv på motorvejen

I dag er bloggen ikke omkring Scrapbooking eller andre kreative ideer og udfoldelser, men mine tanker omkring vores voksende egoisme.

Jeg kører dagligt mellem mit hjem i Sneslev, Ringsted til min arbejdsplads i Brøndby, og grundet køer af dimensioner - altså ikke dem, som går på marken - men bil køer, så er der masser af tid til at sidde og tænke store og små tanker og være observant.

Næsten dagligt oplever jeg, at en eller anden bilist ikke kan komme hurtigt nok frem, og skifter mellem vognbanerne adskillige gange.

En morgen kunne jeg således observere en bestemt bilist, som ikke flettede sig ind i vognbanerne, men nærmest smed sit køretøj fra bane til bane. Strækningen fra Køge Bugt sammenfletningen til Ishøj sammenfletningen, der skiftede han ikke mindre en 8 gange, og da jeg kiggede i spejlet ved Ishøj, så lå han bag ved mig. Om jeg fatter hidsigheden i trafikken. Ofte kommer bilisten jo blot et køretøjs længde foran, og netop i myldretiden, så hjælper det ikke en dyt at køre med hovedet under armen.

Det er også dagligt, at jeg ser bilister i bar raseri blinke, dytte, give "håndtegn", fortage chikanekørsel, blot fordi de ikke kommer hurtigt nok frem. Det er altså ikke mig de dytter af, men det hænder da også.

Hvor er vores tålmodighed og næstekærlighed blevet af? Har vi efterhånden udviklet en nation af egoister?

På min vej ser jeg desværre også rigtig mange påkørte dyr. Dyr, som blot bliver efterladt, hvor ens køretøj har ramt dem. Her til morgen lå en velnæret skildpaddefarvet kat på kørebanen. Den person, som påkørte er tilsyneladende fuldstændig ligeglad med, at der er en familie, som savner deres kæledyr. Kunne vedkommende ikke i det mindste have flyttet katten ind til siden af respekt for dens ejere, som sandsynligvis vil lede efter den og/eller savne den?

Næh nej, det er jo død ubehageligt, så man trykker blot på pedalen og farer videre. Der var jo ingen vidner, og det er jo "blot" et dyr!

Vi bor ud til en temmelig trafikeret vej, og vi har derfor valgt, at Aston er indekat! Jeg aner ikke, hvor mange husdyr, jeg har samlet op på vejen, og lagt ind til siden, så evt. ejere kunne få deres kæledyr hjem.

Det gør lidt ondt, at vi er blevet så ego-centreret, at det halve kunne være nok. Der er dog lys forude, da jeg læste OSH's blog! Det er da næstekærlighed så det batter!

Tak fordi du lyttede!